Blistruplokalraad_okt2014_ Foto_Berit_Aagesen-3


Fra venstre Bo Andersen, næstformand Lars Enevoldsen, Tina Buchwald, Morten Ingemann Petersen, Eva Rühmann, Bent Nielsen, formand Gitte Jensen og Carsten Eriksson. Foto: Berit Aagesen

Så er ’boksen’ på plads

Blistrup Lokalråd slog tirsdag aften paraplyen op og løftede sløret for de aktiviteter og tiltag, bestyrelsen har arbejdet med,
siden de ved et kampvalg den 6. maj satte sig det mål at samle borgerne i Blistrup Sogn, til at skabe grobund for vækst i
lokalmiljøet til glæde for sognets borgere og samtidigt gøre området attraktivt for erhvervs livet og nye borgere.

Den otte mand store bestyrelse består af lokale ildsjæle, der alle har fingeren på pulsen fra bestyrelsesposter i skole, kirke, foreninger og institutioner, som ønsker at være bindeled mellem sognets borgere, institutioner, foreninger, erhvervsdrivende og Gribskov kommune.

– Vi vil tale med én stemme, sagde de efter valget og nu har gruppen udarbejdet et idékatalog, der blev præsenteret ved tirsdagens informationsmøde og ekstraordinære generalforsamling.

– Nu er boksen lavet, så kan vi gå i gang med alt det sjove med at fylde boksen op med gode idéer og initiativer, fortalte formand for Blistrup Lokalråd Gitte Jensen, som er meget tilfreds med det arbejde, der indtil nu er kommet i stand.

– Vedtægterne er på plads, foreningens nerve hjemmesiden kører, og Facebook siden kører, så nu skal vi i gang med at få borgerne, erhvervslivet, foreningerne og institutionerne til at spille med og spille sammen, smiler Gitte, der under mødet kunne afsløre, at man arbejder på og har afsat den 28. juni til en kæmpe fest, hvor alle i Blistrup Sogn både kan deltage og være aktive.

Om stedet bliver Nordic Park er endnu uvist, men det regnes af bestyrelsen ikke som noget problem at finde et sted til festen.

Penge søges

Derimod er lokalrådets problem at foreningen står helt uden midler, så en gruppe er i gang med at søge midler i fonde og puljer, så de mange ønsker og mål skal kunne indfries.

Men bestyrelsen arbejder ufortrødent videre, og det er blandt andet forskønnelse af byen, aktiviteter for børn unge og ældre, nye cykelstier, elektroniske opslagstavler, oversigtskort over sognets seværdigheder og på den helt lange bane ungdomsboliger på området ved siden af skolen.

Omkring 30 borgere deltog til det meget hyggelige møde, der blev krydret med kaffe og sognepræstens æblekage, lavet af æbler fra præstegårdshaven.

Nu håber bestyrelsen at sognets borgere vil tage vel imod den nye hjemmeside og aktivt deltage på Facebooksiden

Blistrup Sogn består blandt andet af Blistrup, Kolsbæk, Rågeleje, Smidstrup, og Udsholt.

Skrevet af Berit Aagesen, d. 22 oktober 2014, for Gribskovavisen.dk